Yoga betyder og er "Enheden". Dette skal forstås meget konkret. "Alt er Et" beskriver dette meget klart.

Intet eksisterer uafhængigt af noget andet. Alt hænger sammen og er i relation til alt. Yoga er, således ikke som mange tror, øvelser eller teknikker, det er ikke en bestemt tilstand, det er ikke en vej, det er ikke noget udover det, der er. Yoga er det ubeskrivelige, det ufattelige, det forunderlige, som vi kunne kalde virkeligheden, altet, universet eller...

At vi ikke oplever Yoga, men at vi oplever os adskilte fra Enheden, er maya. Jeg oplever ikke enheden, for det jeg oplever er mine forestillinger om "Virkeligheden". Og jeg tror så meget på, at jeg kender "Virkeligheden", at jeg ved hvordan jeg skal opføre mig, at jeg ved, hvordan jeg vil behandles, at jeg har ret, at jeg har grund til bekymring osv. osv. osv.

Problemet er, at vi ikke ser en anden mulighed, at vi ikke ved, at vi kan opleve på nogen anden måde end gennem vores forsvarsværker. Forsvarsværkerne ikke alene beskytter jeg-oplevelsen, men samtidig skabes illusionen om adskillelse. Oplevelsen af adskillelse skaber en længsel i os. En længsel efter "Sat Chit Ananda" som er væren, bevidsthed, lyksalighed. Den længsel skaber så jegets evindelige jagt efter noget andet, end det der er lige her, og jeget kan ikke se, at det er jegets forsvarsværker, der står i vejen for oplevelsen af Yoga/enheden, og dermed i vejen for oplevelsen af at være et med alt. Det er maya, der skaber utilfredsheden med det værende.

Karma betyder handling og hentyder til jegets oplevelse af årsags-virkningssammenhænge. Oplevelsen af Karma opstår, fordi jeg oplever mig adskilt fra alt andet. Karma opleves f.eks. som at jeg gør noget, og det jeg gør har en konsekvens. Derudaf vokser forestillingen om en fri vilje og andre spændende oplevelser såsom skyld og skam.

Når noget opleves, er det fordi der er bevidsthed, Atman. Uden Atman, uden bevidsthed, ingen oplevelse. Dette er selve kernen i vores væsen. Det er spændende at eksperimentere med. Drik en kop the med nærvær, og opdag pludselig hvordan du får en særlig oplevelse. Når bevidstheden får lov at folde sig ud i verden, skænkes du oplevelser. Atman, bevidstheden, oplyser alting så det kan opleves. At der skulle findes en særlig Atman, f.eks. i form af en højere bevidsthed er noget sludder. Bevidsthed er, og er ikke højere eller lavere, dybere eller grovere, mere eller mindre subtil. Atman oplyser det værende. Punktum.

Resultatet af at universet endnu engang vågner til bevidsthed, er et væsen vi kalder en swami, dvs. en, der kender sig selv eller selvet. En swami er ikke forandret, men er blevet skænket en erkendelse af Yoga/enheden, som ændrer perspektivet for det væsen for altid. Swamien ved, at swamien ikke findes, at kun altet eller universet er, og at al anden viden er maya. Idet swamien ikke er ændret i det ydre, det er kun perspektivet, der er ændret, er der ingen ydre tegn på, at der er sket en forandring. Alt er (stadig, som det altid har været) et. En god analogi, fortalt af Nukunu, er det skifte, der skete for astronomerne, da de pludselig opdagede, at ikke jorden, men solen er centrum i solsystemet. Intet var ændret, men pludselig blev alle ligninger for planetbevægelserne helt enkle, man kunne forstå hvorfor planetberegning havde været vanskeligt og hvorfor planetberegning pludselig blev let, maya blev brudt, illusionen om jorden som universets centrum blev brudt. Det samme sker for mennesket i og efter erkendelsen, alt er som før, men pludselig bliver tilværelsen enkel, den forstås. Jeg er ikke centrum i universet, der er intet centrum i universet, alt er et nu og her. Swamien ser alle væsner som oplyste, for i swamiens øjne er hele universet oplyst af bevidsthed, af Atman.

Mange swamier lever et liv uden nogensinde at have sat ord på deres erkendelse, og er lysende og inspirerende væsner, såkaldte Jivanmukti frigjorte sjæle. Nogle få swamier vier deres liv til at hjælpe andre til erkendelsen, en opgave fuld af udfordringer, idet de igen og igen bliver konfronteret med jegets kamp imod erkendelse.

Swamien har, på trods af at der ikke altid er ydre kendetegn, en særlig appel til mennesker. Det kan mærkes på swamien, at noget er anderledes, men for den, der ikke har erkendt Yoga, er det der er anderledes ikke definerbart, og dog dragende. Et menneske, der drages af swamiens erkendelse, er en Yogi, en der søger erkendelsen, i særlige og sjældne øjeblikke overfører swamien erkendelsen, hvorved swamien for de, der ser det udefra, bliver opfattet som Guru. Her er en vigtig skelnen nødvendig, Guru er ikke en person. Guru er det der fjerner maya så Yoga erkendes.

At være yogi er ikke let, for lige op til erkendelsen er der så stort pres på jegets forsvarsværker, at det kan blive ubærligt. Det hjælper, at have en swami, der tager noget af belastningen; men det lykkedes ikke altid, og mange giver op, kun ganske få klarer det alene. Rigtig mange udsagn fra erkendelsesøjeblikket er bevaret, og de har alle den egenskab, at de er dybt personlige og rørende:

"Det føles som om jeg har forladt verden uden at være død.
Der kommer tårer ud af øjnene, selvom der er helt stille.
Solen skinner, himlen er blå og universet folder sig ud.
Wauw, der er stille og smukt."

- en nyligt indviet.

Om Tat Sat

Yoga: enheden, altet, universet, virkeligheden. Det der ikke kan fattes, beskrives, men kun kan erkendes ved direkte oplevelse.

Maya: Fortabelse i forestillinger om hvad Yoga/enheden er.

Karma: Illusionen om at Yoga/enheden er sammenholdt af årsag-virkningssammenhænge.

Atman: Bevidstheden, vores inderste selv.

Guru: Det, der fjerner maya så Yoga/virkeligheden opleves.

Swami: En, der har erkendt Yoga.

Yogi: Et væsen af stjernestøv og lys, der arbejder på at erkende Yoga.

Jivanmukti: Et frigjort væsen.

Samadhi: Tilstanden, der opstår når maya forsvinder.